Seniorporteføljemanageren: “At indgå en god handel – det er bare det fedeste”

Blå bog: Anette Melchiorsen

  • Født 1973
  • Seniorporteføljemanager i Sydbanks Kapitalforvaltning
  • Uddannet cand.oecon fra Aarhus Universitet 1998
  • Controller hos Maersk Container Industry 1998-2001
  • Har arbejdet i Sydbank siden 2001
  • Bor i Aabenraa
  • Gift og har en teenagedatter
  • Har sammen med sin mand en sejlbåd, der ligger i havnen i Aabenraa og bliver brugt til jævnlige sejlture i Det Sydfynske Øhav, langs den nordtyske kyst og til Sverige.

Mød Anette

For Anette Melchiorsen er det ikke usædvanligt at skulle indgå en handel med fx sydamerikanske obligationer til flere millioner dollar.

Og mens de færreste danskere nok kan forholde sig til beløb af den størrelse, vil de fleste til gengæld kunne genkende den følelse, Anette Melchiorsen har, når handlen er i hus, og prisen var god.

At indgå en god handel – det er bare det fedeste, siger seniorporteføljemanageren, der arbejder i Sydbanks Kapitalforvaltning.

Selv efter 15 år i samme stilling kan handel med værdipapirer stadig få hendes puls til at banke lidt hurtigere.

Det bedste i mit job er, når jeg skal finde den bedste pris på et givet aktiv – uanset om vi er køber eller sælger. Hvis der så også er noget volumen bag, giver det noget af et adrenalinkick, siger hun.

Hvis jeg skal lave en stor handel på ti millioner dollar – det er fedt!

Som porteføljemanager er Anette Melchiorsen en del af et team, der forvalter emerging markets-obligationer – det vil sige obligationer fra de såkaldte vækstøkonomier, der blandt mange andre omfatter Brasilien, Indien, Kina, Indonesien og Egypten.

Sammen forsøger teamet hver dag at aflæse markederne og verdenssituationen, så det kan sikre, at bankens porteføljer giver det bedst mulige afkast til kunderne. Udover forskellige administrative opgaver som pristjek, rapporteringer med mere er det Anette Melchiorsens primære rolle at stå for køb og salg af de værdipapirer, valutaer og renteinstrumenter, der indgår i porteføljerne.

Det indebærer meget andet end at trykke på “sælg”- og “køb”-knapperne på de rigtige tidspunkter. Spørger man Anette Melchiorsen, handler det faktisk meget mere om relationer. Relationer med de investeringsbanker, hun handler med. Og relationer med kolleger i andre afdelinger af banken.

Det er super afgørende, at du har den her personlige relation til dem. Det, vi handler med, er oftest det, vi kalder over the counter-produkter. Det er noget helt andet end aktier. Hvis du og jeg efterspørger den samme aktie på det samme tidspunkt, så får vi også den samme pris. Sådan er det ikke med markedet for emerging markets-obligationer. Det er mere interessebaseret, så her handler det også om at have gode kontakter, som man kan stole på, fortæller hun.

Anette Melchiorsen har i sin tid i afdelingen oplevet en rivende udvikling, der betyder, at man også selv er nødt til at udvikle sig. Der er fx kommet meget mere regulering, nye måder at arbejde på, og systemerne har udviklet sig, så hele processen omkring eksekvering af handler er anderledes i dag, end da hun begyndte. Og så er der selvfølgelig finansmarkederne, der især i den seneste tid har givet arbejdsdagene et ekstra pift af uforudsigelighed.

Men i sidste ende handler det stadig om det samme, siger Anette Melchiorsen:

At købe billigt og sælge dyrt. Og sådan vil det altid være.