Gå glad i bad

Sydbank Fonden skænker Holsted Speedwayklub 50.000 kroner som et bidrag til nye omklædningsrum til racerkørerne.

Speedwayklubben i Holsted blev ved ligaløbet onsdag aften på Moldow Speedway Arena 50.000 kroner rigere, og snart skal beløbet omsættes i byggematerialer.

Sydbank Fonden er den glade giver, og budbringeren på speedwaybanen var filialchef Lisbeth Kjær.

- Speedwayklubben er en velfungerende klub, som har eksisteret i mange år. Fundamentet i klubben er et stort antal lokale frivillige ildsjæle som lægger et stort arbejde i klubben - alt sammen for at opretholde en rigtig flot bane og at sikre at klubbens medlemmer kan dyrke deres store passion for speedway, sagde Lisbeth Kjær i sin tale, før selve løbet gik i gang.

- Der stilles store krav til kørernes sikkerhed, så banens beskaffenhed har haft højeste prioritet, og der er løbende forbedret, så banen fremstår flot og professionelt. Nu har klubben et ønske om at opføre en bygning, så forholdene for klubbens frivillige og officiels bliver forbedret med nye, bedre lokaler, lokaler til samaritterne og nye omklædningsrum for kørerne.

- Ud fra de betragtninger har Sydbank Fonden besluttet at donere 50.000 kroner til formålet, forklarede filialchefen.

Klubformand Dennis Mortensen og formand for klubbens professionelle afdeling Hans Chr. Schack takkede for gaven.


Næste artikel