Sydbank Fonden støtter fodboldens markering af genforeningen

Sydbank Fonden og DBU Jylland har indgået et samarbejde om fejringen af 100-års jubilæet for Genforeningen i Sønderjylland i 1920.

Under sloganet ”Genforen dit fællesskab” markerer fodbolden ved forskellige arrangementer den skelsættende begivenhed i dansk historie, hvor Sønderjylland igen blev indlemmet i det danske kongerige. Det skete efter at have været underlagt tysk overherredømme siden nederlaget i krigen i 1864.

Sydbank Fonden støtter DBU Jyllands genforeningsaktiviteter med 205.000 kroner.

- For Sydbank Fonden er genforeningen en historisk vigtig begivenhed, og en fejring vi meget gerne vil bakke op om. Vores egen og Sydbanks historie relaterer sig i høj grad til det syd- og sønderjyske. Og i dette tilfælde synes vi, at DBU Jyllands genforeningsinitiativer var en sjov og anderledes måde at sætte fokus på fejringen via fodbolden, som er nationalsport på begge sider af grænsen, siger Jess Olsen, bestyrelsesformand i Sydbank Fonden.

Fodbold forener på tværs af forskelle og grænser

Midlerne fra Sydbank Fonden går til DBU Jyllands fodtennisevent, hvor 50 klubber får en udstyrspakke med net og bold.

Valget er faldet på fodtennis, fordi det spilles hen over et net og på den måde symboliserer fællesskab hen over grænser.

- Fodbolden er for alle, og historisk set har fodbolden også været med til at forene byer, landsdele og lande. Samtidig ønsker Sydbank Fonden at være med til at skabe glæde om de fysiske aktiviteter, som både børn og voksne kan tage del i, siger Jess Olsen.

Hos DBU Jylland er formand Bent Clausen glad for samarbejdet:

- Det betyder meget, at Sydbank Fonden anerkender fodboldens værdi ved at støtte vores fejring af Genforeningen. Vi er sikre på, at det vil skabe glæde i fodboldklubberne og hos deltagerne.

Genforeningen skulle have været fejret i det egentlige jubilæumsår 2020, men markeringen blev som så meget andet udsat på grund af corona-pandemien.

Fakta om DBU Jylland og genforeningen:

    • DBU Jylland fejrer i juni-juli 2021 hundredåret for Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920. Fejringen er på grund af corona udsat et år.
    • Det sker ved forskellige arrangementer heriblandt fodtenniskampe i fodboldklubberne.
    • Helt overordnet er formålet med markeringen at styrke bevidstheden om genforeningens politiske og kulturelle betydning for hele det danske samfund, for den nationale selvforståelse og for venskabet til Tyskland.

 

  • Markeringen gennemføres i samarbejde med Grænseforeningen.
  • Sydbank Fonden støtter initiativerne med 205.000 kroner.

Næste artikel