Spring navigation over

Januar kan være en udfordrende måned for økonomien efter december måneds udgifter. For at få en god start på det nye år og sikre et solidt økonomioverblik, er det vigtigt at tage nogle enkle, men effektive skridt. Her får du nogle nyttige tips til at få styr på økonomien. 

Allerførst er der en god nyhed. Skatten på arbejde falder nemlig lidt og der vil derfor være lidt flere penge tilovers hver måned.

Beskæftigelsesfradraget, som alle med lønindkomst eller overskud af egen virksomhed har, stiger til 12,3 % af bruttoindkomsten (højst 55.600 kr.). Enlige forsørgere får desuden et ekstra beskæftigelsesfradrag, der stiger til 11,5 % af bruttoindkomsten (højst 48.300 kr.).  Dertil kommer, at topskattegrænsen øges til 665.000 kr. før AM-bidrag.

Med lidt bedre økonomi giver det ekstra god mening at give sin økonomi en ’make-over’, så man får nok ud af sine penge i år. 

Tilpas din forskudsopgørelse

Tilpas forskudsopgørelsen, hvis du i løbet af 2024 fx har købt eller solgt bolig, lagt lån om, fået nyt arbejde, eller hvis du vil indbetale mere på pensionen.

Hvis du har omlagt realkreditlån, kan du i net- og mobilbanken få et økonomioverblik over, hvor meget du skal betale i år og næste år. Klik ind på lånet, og vælg "Lånedetaljer". 

Overvej også, om dit kørselsbehov til og fra arbejde er lige så stort, som oprindeligt planlagt. Fx hvis du allerede nu ved, at du vil arbejde mere eller mindre fra hjemmekontoret.

Tag stilling til indefrysning

Hvis du hidtil har indefrosset stigninger i din grundskyld, fortsætter ordningen, uden du skal gøre noget. 

Du skal være opmærksom på, at eventuelle stigninger i både ejendomsværdiskat og grundskyld fremover indefryses automatisk – og at der løbende kommer renter på lånet.

Du skal selv aktivt fravælge det via din forskudsopgørelse, hvis du ikke længere ønsker at indefryse eventuelle stigninger.

Bonustip:
Få oprettet en særlig julekonto. Lægger du fra i dag 50 kroner til side hver uge, har du til julegaverne, når de skal købes, og december kommer til at føles lidt mindre dyr. Måske.

Trim dit budget

Hvis din økonomi skal på kur, så gå dit budget igennem. Måske har du gamle abonnementer på fitness, tv eller software, som du ikke mere benytter. Brug evt. forbrugsoverblikket i din net- og mobilbank til at gruppere dine udgifter.

Samtidig skal du huske at opdatere dine faste udgifter, og se, om der er kommet nye poster til, eller om der er poster, du skal slette. Måske skal du også sætte flere penge af til reparationer eller servicetjek af bilen, vedligeholdelse af din bolig eller andre større engangsudgifter, som ellers kunne skabe ubalance i den daglige økonomi.

Gennemgå dine forsikringer

Behovet for forsikringer ændrer sig løbende. Derfor er det vigtigt. at du får tjekket, om du har de rigtige forsikringer. Hvis du fx har fået barn, købt hus eller ny bil, er det en god ide at få dem gennemgået.

Spar tid på dine bankforretninger

Brug bankens selvbetjeningsløsninger og spar tid. I netbanken og mobilbanken kan du fx ordne de fleste daglige bankforretninger, du kan hæve og indsætte danske kroner og euro i pengeautomaterne og bestille kort eller valuta på sydbank.dk.

Få en notifikation i mobilbanken

Gå i mobilbanken og vælg ”Indstillinger” og ”Notifikationer”. Her kan du vælge, hvornår og hvorfor du ønsker at få en notifikation. Det kan fx være, når der er en besked fra banken, hvis du har fået penge ind på kontoen, eller hvis en af dine konti går i overtræk.

Få hjælp til din økonomi i vores podcast

Vores podcast hedder ”Noget for pengene”, men den kunne lige så godt have heddet ”Økonomi for dummies”. For vi sætter en ære i at forklare tingene, så alle kan være med. Vi tager fat i de emner, der handler om hverdagen og den daglige økonomi. Og når vi taler om de lidt større emner som fx pension og investering, så holder vi det helt nede på jorden.

Læs mere om Sydbanks Podcast "Noget for pengene"