Kan din økonomi bære, at du mister en indkomst?
Vi håber alle på, at vi får lov at leve længe – og at vi bliver pensioneret på fornuftig vis. Dog viser statistikken – i runde tal – at ud af 100 erhvervsaktive mænd, der i dag er 30 år, er der 15, der mister erhvervsevnen, og 17, der dør, inden de bliver 65 år. For kvinderne er det 23, der mister erhvervsevnen, og 11, der dør.
Derfor anbefaler vi, at du tænker på, hvordan dine efterladte er stillet, hvis du dør i morgen. Eller hvad vil der ske med hele familiens økonomi, hvis du skulle gå hen og blive uarbejdsdygtig på grund af sygdom eller ulykke.
Kan du klare dig for en førtidspension?
Det er de færreste, der kan klare sig for en førtidspension, hvis de mister erhvervsevnen inden pensionstidspunktet. Med en førtidspension, får du som udgangspunkt 199.128 kr. om året (2011-tal), hvis du er enlig. Har du en samlever, er førtidspensionen afhængig af hans/hendes indkomst, så hvis din partner f.eks. tjener 300.000 kr., får du udbetalt 169.260 kr. om året (2011-tal).
Hvis din nuværende økonomi er indrettet på, at du tjener f.eks. 300.000 kr. om året, mangler der derfor mellem 100.872 og 130.740 kr., hvis uheldet er ude. Og det beløb kan kun komme fra en forsikring. Heldigvis kan du tegne disse forsikringer gennem din pensionsordning, og så får du reelt skattefradrag for dem.
Dit behov for forsikring
Kommer du ind til din rådgiver, analyserer han/hun dit behov for forsikring på baggrund af din nuværende økonomi, din familiesituation og dine ønsker til tilværelsen som pensionist.
Grafik: Diagram: ForsikringerEr du ung og alene, er den væsentligste del af din pensionsordning sædvanligvis forsikringen mod tab af erhvervsevne, for du har jo kun dig selv at tænke på. Stifter du familie, er du derimod nødt til at tænke på hele familiens økonomi ved også at have en livsforsikring. Når du nærmer dig pensionsalderen, kan du derimod slække lidt på forsikringerne og i stedet sætte turbo på opsparingen.
Hvis din situation ændrer sig
Hver gang din og din families situation ændrer sig – f.eks. hvis du får børn, børnene flytter hjemmefra eller din indkomst ændrer sig væsentligt – bør du kontakte din rådgiver for at få kigget din pensionsordning efter i sømmene for at se, om den stadig passer til dine behov. Husk også at være opmærksom på, om begunstigelsen på dine forsikringer svarer til det, du ønsker og som er mest hensigtsmæssigt.