Hvem får din pensionsopsparing, hvis du dør?
Inden for lovens rammer kan du selv bestemme, hvem din pensionsopsparing og livsforsikring skal udbetales til, hvis du dør, før du når pensionsalderen – og det behøver ikke være de samme personer. Det kan være ægtefælle, børn, stedbørn, samlever og dennes børn eller en fraskilt ægtefælle. Vælger du "ingen" som begunstiget, vil din pensionsordning blive udbetalt til dit dødsbo og vil – ligesom din øvrige formue og gæld – blive fordelt ifølge arveloven og et evt. oprettet testamente.
Hvis du er gift
Langt de fleste ægtefæller ønsker, at udbetalingen skal ske til den længstlevende ægtefælle – og vælger derfor, at der i pensionsordningen blot står ”nærmeste pårørende”. Det betyder, at pensionsordningen udbetales til din ægtefælle, hvis du dør før pensionsalderen. Dog udbetales beløbet til dine børn og evt. adopterede stedbørn, hvis din ægtefælle er død før dig, eller I er blevet skilt i mellemtiden, og du ikke har fået en ny samlever.
Hvis ikke du er gift
Hvis du ønsker, at din samlever skal arve dig, kan du efter den 1. januar 2008 blot anføre ”nærmeste pårørende” som begunstiget, hvis din kæreste opfylder kravene til en samlever. Er din aftale indgået før den 1. januar 2008, og ønsker du at begunstige din samlever, skal du kontakte din rådgiver for at underskrive en ny begunstigelsesindsættelse.
Ønsker du derimod, at det er børnene, der skal begunstiges, skal du sørge for at få det noteret i pensionsordningen, hvis den er oprettet efter den 1. januar 2008.
Krav til samleveren
For at din kæreste kan komme ind under begrebet ”nærmeste pårørende”, skal I
- have fælles bopæl og vente, have eller have haft fælles barn
eller
- have levet sammen i en fælles bolig i et ægteskabslignende forhold i min. de sidste 2 år før din død.
Derudover skal I opfylde de betingelser, der er for at indgå ægteskab eller registreret partnerskab.