Hvem får din pensionsopsparing, hvis du dør?
Inden for lovens rammer kan du selv bestemme, hvem din pensionsopsparing og livsforsikring skal udbetales til, hvis du dør, før du når pensionsalderen – og det behøver ikke være de samme personer. Det kan være ægtefælle, børn, stedbørn, samlever og dennes børn eller en fraskilt ægtefælle.
Begunstigelse af din ægtefælle
Langt de fleste ægtefæller ønsker, at udbetalingen skal ske til den længstlevende ægtefælle – og vælger derfor, at der i pensionsordningen blot står ”nærmeste pårørende”. Og det betyder, at pensionsordningen udbetales i følgende prioriterede rækkefølge:
- Din ægtefælle.
- Hvis ikke du efterlader en ægtefælde, udbetales beløbet til din samlever, hvis vedkommende opfylder en række betingelser (ny regel pr. 1-1-2008).
- Hvis du ikke efterlader en samlever, udbetales beløbet til dine børn, herunder adopterede stedbørn.
- Hvis du ikke efterlader børn, udbetales beløbet til dine arvinger i henhold til oprettet testamente.
- Hvis du ikke har oprettet et testamente, udbetales beløbet til dine arvinger i henhold til arveloven.
Indsætter du ikke en begunstiget
Vælger du "ingen" som begunstiget, vil din pensionsordning blive udbetalt til dit dødsbo og vil – ligesom din øvrige formue og gæld – blive fordelt ifølge arveloven og et evt. oprettet testamente. Har du ikke lavet et testamente, betyder det – efter den 1. januar 2008 – at din ægtefælle får halvdelen, hvis du har børn eller andre livsarvinger, som så arver den anden halvdel. Har du ingen børn eller andre livsarvinger får din ægtefælle hele din formue.