Brug af kort
Sydbanks betalingskort kan bruges overalt i verden – i forretninger og pengeautomater – hvor der skiltes med henholdsvis MasterCard-logoet og Visa-logoet. Dette gælder dog ikke Dankortet, der er et nationalt kort, og derfor kun kan bruges i Danmark, hvor der skiltes med Dankort-logoet.
Brug af chip
I Danmark og resten af Europa kan du kun bruge dit Sydbank-betalingskort i pengeautomater, der er forsynet med en chip-læser – ellers vil dit kort blive afvist. Undtaget er dog Visa Electron, der endnu ikke produceres med chip.
Hvis dit Betalingskort gentagne gange bliver afvist, kan det skyldes, at der er en fejl på chippen eller magnetstriben. I så fald skal du henvende dig i den nærmeste Sydbank-afdeling, og så bestiller vi et nyt kort til dig.
Gode råd før brug
- Betragt dit kort som rede penge. Opbevar det derfor sikkert såvel ude som hjemme. Lad det f.eks. ikke ligge fremme. Pas godt på kortet, hold øje med det, og lad ikke andre låne det. Kortet er dit – og kun dit.
- Lær din pinkode udenad. Brug en pinkode-husker, hvis du ikke er sikker på, at du altid kan huske koden. Du kan hente en pinkode-husker på dankort.dk eller i Sydbank.
- Brug ikke pinkoden som kode til din mobiltelefon, pc eller i andre sammenhænge. Pinkoden er din elektroniske underskrift.
- Hold øje med kortets udløbstidspunkt. Når kortet er udløbet, vil det blive afvist i automater og forretninger. Kom ind i banken før udløb, og få kortet byttet til et nyt.
- Pas på kortets magnetstribe. Informationerne i magnetstriben kan blive ødelagt, hvis striben kommer tæt på et magnetisk felt, f.eks. magnetlåse på tasker og punge.
Gode råd under brug
- Beskyt din pinkode ved indtastning. Lad ikke andre kunne aflæse koden, når du taster den ind. Brug begge hænder, når du taster din pinkode på en terminal eller pengeautomat – tast med den ene hånd, og ”dæk” tasterne med den anden.
- Skriv aldrig under på en kvittering, før totalbeløbet er påført. Se efter, at beløb og dato er rigtige, når du underskriver en nota.
- Husk din kvittering og gem den til senere kontrol. Hold øje med, at dine kvitteringer passer med de beløb, der står på kontoudskriften fra banken. Hvis beløbene ikke passer, skal du straks kontakte banken.
Gode råd efter brug
- Tjek posteringer på din konto/afregning – via din NetBank eller kontoudskriften/afregningen.
- Kontroller med jævne mellemrum, at du ikke har mistet kortet.
- Reager øjeblikkeligt, hvis dit kort er bortkommet, eller du får mistanke om, at det kan være misbrugt, eller hvis andre kender din pinkode. Kontakt hurtigst muligt banken eller PBS.
Hvis forretningen går konkurs, inden varen leveres
Har du købt og betalt en billet eller et andet bevis på købet, som skal udnyttes på et senere tidspunkt til f.eks. en koncert, en flyrejse eller lignende, og betalingsmodtager/forretningen går konkurs før varen leveres, er der mulighed for at få pengene tilbage, hvis betalingen er sket med dit Sydbank MasterCard, Visakort (Visa-delen på dit Visa/Dankort) eller Visa Electron. Gem oplysninger om forretningens konkurs, og henvend dig i din Sydbank-afdeling.
Hvis du ikke kendte det endelige beløb ved godkendelse
Hvis du ikke kendte det endelige beløb, da du godkendte betalingen, og hvis det beløb, der efterfølgende bliver trukket på din konto, er væsentligt højere, end hvad der med rimelighed kunne forventes, kan du have krav på tilbageførsel af betalingen. I så fald skal du henvende dig til din Sydbank-afdeling senest 8 uger efter, at beløbet er trukket på din konto.