Hovedmenu
Finansiering
- A forfait
- Det franske udtryk for forfaitering.
- Annuitetslån
- Lån, hvor ydelsen (afdrag + rente) pr. termin er konstant gennem lånets løbetid.
- BoligXlån
- Realkreditlån med variabel rente, der tilpasses hvert halve år (1. januar og 1. juli), og en løbetid på 20-30 år. Låntager kan - mod en beskeden merpris - få lagt et loft over, hvor meget renten kan stige. BoligXlån ydes af Totalkredit og formidles af de fleste danske pengeinstitutter, deriblandt Sydbank. Læs evt. mere om BoligXlån påwww.boligxlaan.dk.
- Bullet (el. Bullet loan)
- Det engelske udtryk for stående lån.
- CIBOR (Copenhagen Interbank Offered Rate)
- Udlånsrenten på det København-baserede eurovalutamarked.
- CIRR (Commercial Interest Reference Rates)
- På dansk: Markedsreference-rentesatser. Også kaldet CIRR-renter. Anvendes ved finansiering af dansk eksport gennem Eksport Kredit Fonden EKF. CIRR-renterne er fastsat i en aftale mellem OECD-landene. Aftalen skal forhindre, at de enkelte lande konkurrerer med hinanden om eksportfinansiering.
- Cost of Funds
- Det engelske udtryk for pengefremskaffelsespris. Benyttes f.eks. om en banks faktiske udgifter ved kapitalfremskaffelse (funding). Ses bl.a. i låneaftaler som udgangspunkt for rentefastsættelse.
- Country Risk
- Det engelske udtryk for politisk risiko el. landerisiko. Også kaldet sovereign risk.
- Diskontere/diskontering
- Købe/køb af en fordring, f.eks. en veksel. Køberen er typisk en bank, der ved købet fratrækker rente (diskonto) for perioden indtil fordringens forfald. Købet (diskonteringen) sker med regres mod sælgeren af fordringen (diskontenten).
- Diskonto
- En af centralbankens "signal-renter" over for landets pengeinstitutter. I mange lande desuden en af centralbankens udlånssatser over for pengeinstitutterne. Også udtryk for den rente, som en bank beregner sig i forbindelse med vekseldiskontering.
- Fast lån
- Synonym for stående lån.
- Forfaitering
- Køb af en eksportørs tilgodehavende, uden regres mod denne, således at det i princippet bliver en kontantforretning for sælger, mens køber får kredit. På engelsk anvendes ordet forfaiting – og på fransk udtrykket à forfait.
- Kommerciel risiko
- Den risiko, der knytter sig til en enkelt person eller virksomhed, f.eks. en udenlandsk køber af danske varer (eller køberens bank, hvis der handles på remburs-basis). Dvs. risikoen for, at vedkommende ikke kan eller ikke vil betale. Også kaldet kreditrisiko el. virksomhedsrisiko. På engelsk: Commercial risk, Credit risk, Default Risk. Se også politisk risiko.
- Kreditrisiko
- Andet ord for kommerciel risiko.
- Landerisiko
- Andet ord for politisk risiko.
- LIBOR (London Interbank Offered Rate)
- Udlånsrenten på det London-baserede eurovalutamarked. Indlånsrenten benævnes LIBID (London Interbank Bid Rate).
- Politisk risiko (el. landerisiko)
- Den risiko, der knytter sig til et land, f.eks. det land, hvor køberen af dine varer bor. Bl.a. risikoen for krig, handels- og valutarestriktioner. På engelsk: country risk, political risk el. sovereign risk. Se også kommerciel risiko.
- Serielån
- Lån, hvor gælden afdrages med lige store beløb pr. termin. Da restgælden falder gennem lånets løbetid, bliver rentebetalingerne – og dermed den samlede ydelse (afdrag + rente) – mindre termin for termin.
- Sovereign Risk
- Det engelske udtryk for politisk risiko el. landerisiko. Også kaldet country risk.
- Stående lån
- Lån, der ikke afdrages - kun forrentes - i låneperioden. Indfries fuldt og helt på udløbstidspunktet. Benævnes også fast lån. På engelsk: Bullet el. Bullet loan.
- Vekseldiskontering
- En banks køb af en veksel mod betaling af vekselbeløbet fratrukket rente (diskonto) for perioden indtil vekslens forfald. Købet (diskonteringen) sker normalt med regres mod sælgeren af vekslen (diskontenten).
Hjælp
Sitemap
Søg
Ordbog
Vilkår
Sites
Job