Førsteprisen venter
Statuetten til Sydbanks Musikpris er skabt af Misja Kristoffer Rasmussen, der her fortæller om sit liv og arbejde
Af Torben Rønlev Hempel, Sydbank Kommunikation
– Arbejdet med statuetten har været helt specielt. Det har været en glæde at skulle lave et stykke kunst, der skal foræres til en anden kunster. Og symfonikerne er jo – ligesom jeg selv – også håndværkere, der har forfinet deres teknik gennem masser af øvelse, fortæller Misja Kristoffer Rasmussen.
Inspirationen til statuetten – en bækkenslager – kom fra det samme sted som de fleste af Misjas værker: Mennesket og dets bevægelser og energier.
– Det er her, jeg henter min inspiration. Tanken bag bækkenslageren er, at han er symbol på lyd i en meget enkel form. Samtidig er der noget meget scenografisk over hans måde at benytte instrumentet på.
En nutidig klassicist
Når man ser på mange af Misjas værker forstår man, hvorfor han har fået prædikatet ”nutidig klassicist”. Uddannelsen og tilværelsen i Italien har præget hans udtryk, som netop er klassisk inspireret.
Men altid med et meget personligt præg. Og altid med stor respekt for materialet – typisk bronze – og for fremstillingsmetoden, som hans ”stam-støberi” i Milano er eksperter i.
Fra ligusteridyl til et liv i Italien
I et ganske lille atelier omgivet af mennesketorsoer og hesteskikkelser står Misja Kristoffer Rasmussen og arbejder på endnu et kunstværk. Udenfor hører man børn, der råber. De spiller fodbold og leger, at de er stjerner på et af de lokale storhold – Juventus eller måske AC Milan. Atelieret ligger i Volpiano – en lille by et kvarters kørsel fra Torino, hovedstaden i Piemonte i Norditalien.
Oven på atelieret, i deres lejlighed, sidder Monica, som er kunstmaler og grunden til, at vi er i Italien og ikke i Danmark.
Egentlig var det lidt en tilfældighed – altså det med Monica og Italien. Det stod aldrig rigtig skrevet i kortene, at Misja skulle ende som skulptør og kunstner med adresse nær Torino. Han voksede op i et villakvarter med liguster og legeplads i 70’ernes Frederiksværk.
Kunst i Vatikanet
Det var først, da Misja var omkring 10 år, at han begyndte at interessere sig for at tegne. På samme tid var han med sine forældre i Rom, og i Vatikanet så han det Sixtinske Kapel – udsmykket af den berømte kunstner Michelangelo. Det fik interessen til at stige endnu mere.
Og interessen steg i takt med evnerne. Det førte til opholdet på Kunsthøjskolen Thorstedlund i begyndelsen af 90’erne, og her blev det hurtigt tydeligt for enhver, at den unge Misja havde talent.
En underviser anbefalede ham at søge ind på det hæderkronede italienske kunstakademi, Academy of Fine Arts, Brera i Milano, hvor andre store kunstnere har tilbragt tid – Thorvaldsen, blandt andre. Og så gik det hurtigt. Både med kunsten og med kærligheden.
Misja Kristoffer Rasmussen blev optaget på akademiet, og han vandt tidligt en international skulpturkonkurrence i Irland med en legemsstor skulptur af Jomfru Maria og den 7-årige Jesus med en hund. Og på en anden ø – Sicilien – vandt han Monicas hjerte i forbindelse med en studietur med akademiet.
Kærlighed i smug
I dag er italienske Monica og danske Misja lykkelig gift, men i starten havde kærligheden trange kår. I det katolske og traditionsrige Italien tager man ikke bare en kæreste med hjem til Mama – og da slet ikke en udlænding, og så oven i købet en kunstner. Derfor måtte de i starten liste sig til lidt privatliv i smug.
– Monica fortalte, at hun var andre steder, men faktisk var hun hos mig, fortæller Misja med et smil og røber, at familien heldigvis er kommet på bedre tanker. Svigerfamilien bor ikke langt fra Volpiano og kan derfor nøje følge Misjas karriere.
Livet på landevejen
Netop karrieren og ønsket om at slå sit navn fast betyder, at parret tilbagelægger mange kilometer på den tyske Autobahn, når udstillinger, afsløringer og aftaler om nye kunstværker kalder i Danmark. Det er nemlig stadig på gallerier i Danmark, at hovedparten af Misjas kunst udstilles.
– Det er lidt en sigøjnertilværelse, men vi har efterhånden vænnet os til, at vi har to hjem – ét i Italien og ét i Danmark. I starten følte jeg mig rodløs, men nu går det bedre. Vi forsøger også at minimere rejserne, så vi samler så mange aktiviteter som muligt, når vi er i Danmark, siger Misja.