Eric Beselin – Aarhus Symfoniorkester

Aarhus Symfoniorkester har netop kåret årets modtager af Sydbanks regionale musikpris, og valget faldt på den 49-årige Eric Beselin, der er orkestrets solofagottist. Han fik prisen på 50.000 kroner overrakt ved en koncert den 24. november i Musikhuset Aarhus.

– Jeg er selvfølgelig meget glad og meget stolt. Jeg er beæret over udmærkelsen, og jeg sætter meget pris på at være blevet valgt, siger Eric Beselin.

Enestående teknisk overskud

Musikchefen ved Aarhus Symfoniorkester, Palle Kjeldgaard, begrunder valget af Eric Beselin med dennes kundskaber ud i den klassiske musiks verden:

– Det er afgørende for et orkesters kvalitet, at fagotten lægger en solid bund både hvad angår rytme, klang og intonation. Eric Beselin er denne samlende kraft i orkestret, og han har haft en central rolle og betydning for stabiliteten og kvaliteten i orkestrets træblæsergruppe. Eric er i besiddelse af et enestående teknisk overskud, og det synes for os andre, som om han har udsædvanligt nemt ved at spille fagot. Han er en myreflittig og ihærdig musiker, som altid stræber efter det perfekte.

25 år i den jyske hovedstad

Eric Beselin har været ved Aarhus Symfoniorkester i knap 25 år. Han er født i Géneve af svenske forældre, og da han var 11 år gammel, flyttede de til Stockholm, hvor han i 1982 begyndte på Musikhögskolan. Han færdiggjorde konservatorieuddannelsen i 1986. Året efter kaldte Aarhus med en spændende fast stilling, og her er han blevet siden.

– Orkestret har gennemgået en meget positiv udvikling i alle de år, jeg har været i Aarhus, så det er bare blevet bedre og bedre at være en del af. For eksempel fik vi for et par år siden en ny koncertsal, der besidder en fremragende akustik. Der er gode arbejdsforhold, og det betyder meget, siger Eric Beselin.

Det er ikke kun Aarhus Symfoniorkester, der har glæde af Eric Beselins musikalske evner. Han spiller også både barok-obo og barok-fagot i forskellige sydskandinaviske ensembler.

Instrumentet valgte ham

– Jeg har altid været meget nysgerrig omkring musikken. Jeg spillede oprindeligt klaver, men jeg begyndte med fagotten som 11-årig, fordi den lokale musikskole manglede elever på det instrument. Det er lidt som om, fagotten valgte mig. Men jeg har holdt fast i den, fordi jeg synes, det er et pragtfuldt instrument, siger han.

Sydbanks Musikpris tildeles årligt en symfoniker fra hvert af de fem landsdelsorkestre, hvor Sydbank med musikprisen anerkender en musikalsk og kunstnerisk fortjeneste. Uddelingen af prisen foregår i tæt samarbejde med de ansvarlige for orkestrene, og blandt årets fem prismodtagere kåres der desuden en national vinder til sommer, som får overrakt yderligere 100.000 kr.


Tidligere vindere

Klarinettist René Højlund Rasmussen fra Odense Symfoniorkester fik Sydbanks nationale Musikpris 2010/2011.

Sydbanks Musikpris

Sydbanks Musikpris tildeles årligt en symfoniker fra hvert af de fem landsdelsorkestre: Aalborg, Aarhus, Odense, Sjællands og Sønderjyllands Symfoniorkester.

Hovedmenu


Hjælp Sitemap Søg Ordbog Vilkår Sites Job