Delårsrapport – 1. halvår 2011
Halvårsresultat præget af svag vækst i samfundsøkonomien
Store udgifter til bankernes fælles garantiordning og turbulente finansmarkeder afspejler sig i Sydbanks resultat for årets første seks måneder.
Sydbank har tirsdag den 16. august offentliggjort sin delårsrapport for 1. halvår 2011. Koncernen har opnået et basisresultat før nedskrivninger på 819 millioner kroner. Resultatet er i underkanten af forventningerne ved indgangen til året.
Adm. direktør Karen Frøsigs kommentarer til regnskabet:
– Regnskabet viser på linje med vores top tre-placering i den europæiske stresstest, at banken er robust og solid. Kreditkvaliteten er forbedret, nedskrivningerne er faldet med 23 procent til det laveste niveau siden 2008, og vores likviditet og kapitalgrundlag giver os den finansielle styrke til fortsat at udvide vores aktiviteter.
– Turbulensen på de finansielle markeder har reduceret vores handelsindtjening betydeligt. Sammen med udgifter til Indskydergarantiordningen på 161 millioner kroner præger det regnskabet i væsentlig grad.
– Den gennemsnitlige egenkapitalforrentning før skat er på 3,8 procent p.a. Det er ikke tilfredsstillende absolut set, men er under de givne markedsvilkår acceptabelt.
– Kundetilgangen er meget tilfredsstillende. På landsplan er antallet af kunder vokset med tre procent siden årsskiftet, og i hovedstaden er fremgangen betydeligt større.
– Bankudlånene er faldet godt én procent i årets første seks måneder. På den måde sætter den økonomiske afmatning i samfundet også sine spor i vores halvårsregnskab. Udlånene til erhvervslivet falder, men til gengæld kan vi konstatere, at den markante tilgang af privatkunder medfører en vækst i privatudlånene.
Delårsrapporten er blandt andet karakteriseret ved:
- Fald i basisindtjening ekskl. handelsindtjening på 4 pct.
- Reduktion i handelsindtjening på 26 pct.
- Stigning i basisomkostninger med knap 2 pct.
- Fald i nedskrivninger på udlån med 23 pct. til 490 mio. kr.
- En forbedret kreditkvalitet
- Positivt beholdningsresultat på 13 mio. kr.
- Udgifter til Indskydergarantifonden mv. på 161 mio. kr.
- Bankudlån er reduceret med 3 pct. til 71,9 mia. kr.
- Indlån er steget med 4 pct. til 67,4 mia. kr.
- Kernekapitalprocent på 14,1
- Solvensprocent på 15,1