Delårsrapport – 1. halvår 2009
Den finansielle krise og faldet i den økonomiske vækst taget i betragtning vurderes det realiserede resultat før skat for 1. halvår 2009 på 426 mio. kr. som tilfredsstillende. Resultatet før skat forrenter den gennemsnitlige egenkapital med 11,7 pct. p.a.
Resultatopgørelsen for 1. halvår 2009 er bl.a. karakteriseret ved:
- Stigning i basisindtjening ekskl. handelsindtjening på 11 pct.
- Uændret niveau for handelsindtjening
- Uændret niveau for basisomkostninger
- Nedskrivninger på udlån med 565 mio. kr.
- Positivt beholdningsresultat på 211 mio. kr.
- Bidrag til Det Private Beredskab på 214 mio. kr.
| Resultatopgørelse – 1. halvår (mio. kr.) | 2009 | 2008 |
|---|---|---|
| Basisindtjening ekskl. handelsindtjening | 1.641 | 1.482 |
| Handelsindtjening | 641 | 635 |
| Basisindtjening i alt | 2.282 | 2.117 |
| Omkostninger og afskrivninger | 1.288 | 1.276 |
| Basisresultat før nedskrivninger | 994 | 841 |
| Nedskrivninger på udlån mv. | 565 | -13 |
| Basisresultat | 429 | 854 |
| Beholdningsresultat | 211 | -192 |
| Resultat før poster med engangskarakter | 640 | 662 |
| Poster med engangskarakter, netto | - | 196 |
| Resultat før poster til Det Private Beredskab | 640 | 858 |
| Bidrag til Det Private Beredskab | 214 | - |
| Resultat før skat | 426 | 858 |
| Skat | 107 | 190 |
| Periodens resultat | 319 | 668 |
Basisresultat før nedskrivninger udgør 994 mio. kr. mod 841 mio. kr. i 1. halvår 2008. Fremgangen på 153 mio. kr. er sammensat af en stigning i basisindtjening ekskl. handelsindtjening på 159 mio. kr., en stigning i handelsindtjening på 6 mio. kr. og en stigning i basisomkostninger på 12 mio. kr.
Det realiserede basisresultat før nedskrivninger ligger i den øvre ende af det niveau, der blev meddelt i delårsrapporten for 1. kvartal 2009.
Nedskrivninger på udlån og tilgodehavender er realiseret med 565 mio. kr., hvor der i 1. halvår 2008 blev tilbageført nedskrivninger på 13 mio. kr.
Beholdningsresultatet udgør 211 mio. kr., og udgiften til Det Private Beredskab beløber sig til 214 mio. kr. Efter beregnet skat på 107 mio. kr. udgør koncernens resultat efter skat 319 mio. kr.
Periodens resultat forrenter den gennemsnitlige egenkapital med 8,8 pct. p.a. og resultatet pr. aktie udgør 5,0 kr. mod 10,5 kr. i 2008.
Vedrørende koncernens balanceudvikling i 1. halvår 2009 i forhold til det tilsvarende halvår i 2008 kan fremhæves, at
- Bankudlån er reduceret med 8 pct. til 75,6 mia. kr.
- Indlån steg med 6 pct. til 71,6 mia. kr.
I juni 2009 har koncernen førtidsindfriet 100 mio. euro supplerende kapital. Den samlede efterstillede kapital udgør herefter 3.473 mio. kr. ultimo juni 2009. Koncernens solvens er 13,8 pct., heraf kernekapital 11,4 pct.
Sydbank ansøgte ultimo april 2009 Økonomi- og Erhvervsministeriet om optagelse af statsligt kapitalindskud på op til 1,2 mia. kr. i form af hybrid kernekapital inden udgangen af 2009. Beløbet udgør godt halvdelen af det maksimalt mulige.
Hvorvidt der optages hybrid kernekapital – helt eller delvist – indenfor rammerne af det ansøgte beløb afhænger bl.a. af den samfundsøkonomiske udvikling samt koncernens forventninger til og den faktiske konsolidering af det danske bankmarked, og i hvilken udstrækning Sydbank deltager heri. I den løbende vurdering af udviklingen i koncernens ansvarlige kapital indgår endvidere overvejelser om en eventuel udvidelse af aktiekapitalen med op til 10 pct.
Koncernens likviditet opgjort i henhold til lovkravene på 15 pct. og 10 pct. udgør ultimo 1. halvår 2009 henholdsvis 33,9 pct. og 21,3 pct.
For 2009 forventes et basisresultat før nedskrivninger på udlån i intervallet 1.800-2.000 mio. kr. Estimatet udtrykker såvel en præcisering som et positivt niveauskift i forhold til det tidligere udmeldte.