Kvartalsrapport 1.-3. kvartal 2005 - Hovedtræk
Sydbank har i 1.-3. kvartal 2005 realiseret et resultat før skat på 987 mio. kr. Resultatet forrenter den gennemsnitlige egenkapital med 29 pct. p.a.
Basisresultatet er forbedret med 79 pct. – fra 489 mio. kr. i 1.-3. kvartal 2004 til 874 mio. kr.
Resultatfremgangen kan primært tilskrives en stigning i handelsindtjening på 55 pct. og en reduktion i nedskrivninger på udlån med 58 pct.
Det noteres yderligere, at bankudlån på årsbasis viser en vækst på 34 pct., hvilket på trods af en fortsat faldende rentemarginal har medført en stigning i basisindtjening ekskl. handelsindtjening på 6 pct.
Sammenfattende vurderes både resultat og forretningsudvikling som meget tilfredsstillende.
Opjustering af forventningerne til basisresultatet for hele 2005
Det realiserede basisresultat i årets tre første kvartaler og den aktuelle forretnings- og indtjeningsudvikling tilsiger, at basisresultatet for hele 2005 vil ligge i niveauet 1.050-1.150 mio. kr.
Det er ensbetydende med en opjustering af tidligere offentliggjorte basisresultatforventninger med 150 mio. kr.
Sydbanks årsrapport 2005 planlægges offentliggjort den 21. februar 2006.
Resultatopgørelse
Basisindtjening ekskl. handelsindtjening er i forhold til 1.-3. kvartal 2004 steget med 85 mio. kr. Resultatopgørelsen viser en fremgang på 23 mio. kr. til 1.468 mio. kr. Beløbene er ikke direkte sammenlignelige, fordi der i forbindelse med overgangen til IFRS fra 31. december 2004 opereres med en ændret måling af udlån. Korrigeres der herfor, kan stigningen fra 2004 til 2005 estimeres til 85 mio. kr. svarende til 6 pct. Udviklingen i basisindtjening ekskl. handelsindtjening er i øvrigt påvirket af en markant stigning i bankudlån på 34 pct. og en fortsat vigende rentemarginal.
| 2004 | 2005 | |
|---|---|---|
| Basisindtjening ekskl. handelsindtjening | 1.445 | 1.468 |
| Handelsindtjening | 522 | 810 |
| Basisindtjening i alt | 1.967 | 2.278 |
| Omkostninger og afskrivninger | 1.278 | 1.346 |
| Nedskrivninger på udlån mv. | 200 | 58 |
| Basisresultat | 489 | 874 |
| Beholdningsresultat | 66 | 113 |
| Resultat før skat | 555 | 987 |
| Skat | 179 | 283 |
| Resultat efter skat | 376 | 704 |
Handelsindtjeningen er steget fra 522 mio. kr. i 1.-3. kvartal 2004 til 810 mio. kr. Baggrunden herfor er øget efterspørgsel efter bankens kapitalforvaltningsprodukter, der afføder høj aktivitet centralt i Sydbank Markets og i bankens investeringsafdelinger rundt om i landet.
Basisindtjeningen i alt udgør 2.278 mio. kr. (2004: 1.967 mio. kr.)
Omkostninger og afskrivninger i forbindelse med basisindtjeningen er steget med 68 mio. kr. eller 5,3 pct. til 1.346 mio. kr. Stigningen har primært baggrund i, at medarbejderantallet (omregnet til heltidsbeskæftigede) ved udgangen af 3. kvartal 2005 er øget til 2.117 mod 2.051 på samme tidspunkt i 2004.
Nedskrivninger på udlån mv. er realiseret med 58 mio. kr. i 1.-3. kvartal 2005. Beløbet er ikke sammenligneligt med nedskrivningerne i 1.-3. kvartal 2004 på grund af, at den ændrede måling af udlån først er indregnet 31. december 2004. Korrigeres der herfor, kan reduktionen estimeres til 80 mio. kr.
Det samlede basisresultat udgør 874 mio. kr. mod 489 mio. kr. i samme periode i år 2004. Disse resultater er direkte sammenlignelige, og stigningen udgør 79 pct.
Beholdningsresultatet er for 1.-3. kvartal 2005 opgjort til 113 mio. kr. (2004: 66 mio. kr.).
Koncernens resultat før skat udgør 987 mio. kr. Efter beregnet skat på 283 mio. kr. udgør resultatet 704 mio. kr. – svarende til en forrentning af den gennemsnitlige egenkapital på 20 pct. p.a. Indre værdi er herefter 70 kr. pr. aktie i omløb.
Balance- og kapitalforhold
Balancen udgør 90 mia. kr. pr. 30. september 2005 (31. december 2004: 78 mia. kr.).
Bankudlån er siden årets begyndelse steget med 8,1 mia. kr. til 49,9 mia. kr. Stigningen i forhold til ultimo 3. kvartal 2004 udgør 12,7 mia. kr. eller 34 pct.
De samlede indlån er i årets første ni måneder steget med 3,8 mia. kr. til 47,1 mia. kr. Stigningen i forhold til ultimo 3. kvartal 2004 udgør 5,9 mia. kr. eller 14 pct.
Pr. 30. september 2005 udgør egenkapitalen 4.752 mio. kr. og er forøget med 321 mio. kr. siden årsskiftet. Ændringerne hidrører fra udbytteudlodning mv. på netto 210 mio. kr., opkøb af egne aktier på 157 mio. kr., skat af egenkapitalposteringer på 16 mio. kr. og periodens resultat på 704 mio. kr.
Koncernens solvensprocent er 9,2, heraf kernekapital 7,3 og kernekapital (ekskl. hybrid kernekapital) 6,4. Indregnes periodens resultat er solvensprocenten 10,3, heraf kernekapital 8,4 og kernekapital (ekskl. hybrid kernekapital) 7,5.
Moody’s rating vedrørende langfristet, kortfristet henholdsvis finansiel styrke er uændret A2, P-1 henholdsvis C+.
Sydbanks åbningsbalance pr. 1. januar 2005 og kvartalsrapporten for 1.-3. kvartal 2005 er ikke revideret.
Forventninger til hele 2005
Det realiserede basisresultat for 1.-3. kvartal 2005 og den aktuelle forretnings- og indtjeningsudvikling tilsiger, at basisresultatet for hele 2005 vil overstige tidligere offentliggjorte forventninger. Forventningerne til basisresultatet for hele 2005 opjusteres på denne baggrund med 150 mio. kr. til niveauet 1.050-1.150 mio. kr.
Øvrige forventninger er uændrede.
Henvendelser vedrørende halvårsrapporten tiladm. direktør Carsten Andersen tlf. 74 36 20 00
eller direktør Mogens Asmund på tlf. 74 36 20 50.