Varighed
Varighed som begreb blev oprindeligt udviklet for at have et bedre udtryk for en obligations reelle løbetid. Restløbetiden er nemlig et upræcist mål, da det hverken tager hensyn til størrelsen eller placeringen af en obligations betalinger (renter og udtræk) frem til udløb.
Ligesom restløbetiden aftager varigheden dag for dag (eller: med tiden), men varigheden er altid enten kortere end eller lig med restløbetiden.
Varigheden kan udtrykkes på to måder: som et risikomål udtrykt i procent eller som en gennemsnitlig restløbetid udtrykt i tidsenheder (f.eks. år).
I en kapitalforvaltningsaftale bruges varigheden som et risikomål, dvs. den procentvise ændring i en obligations pris eller obligationsporteføljens værdi ved en ændring i renten på 1 procentpoint. En høj varighed er altså udtryk for en høj risiko - og en lav varighed det modsatte.
Udtrykt som en gennemsnitlig restløbetid kan varigheden anvendes til at fastlåse afkastet på en obligation eller en obligationsportefølje. En renteændring udløser nemlig to modsatrettede effekter, som over en periode vil opveje hinanden. Stiger renten f.eks., falder obligationskurserne, men samtidig kan obligationernes løbende afkast geninvesteres til en højere rente.
Varigheden er perioden, hvor disse to modsatrettede effekter netop ophæver hinanden, dvs. den periode, der skal gå, før genplaceringer til en højere rente opvejer (immuniserer) det oprindelige kurstab - se figuren. Kursværdien er her - trods det oprindelige kurstab - præcis den samme efter 1,5 år (= varigheden) pga. den højere geninvesteringsrente.
Grafik: Figur: Konsekvens af rentestigning
Varighed som hhv. risikomål og immuniseringsmål er nært beslægtet. F.eks. giver lav varighed små udsving i afkastet, og dermed skal der kun en kort periode til for at opveje det oprindelige kurstab (eller den oprindelige kursgevinst).
Immuniseringen forudsætter en konstant varighed, der svarer til investeringshorisonten, men da varigheden med tiden ikke aftager i samme takt som investeringshorisonten, er det nødvendigt løbende at tilpasse porteføljen. En passiv obligationsportefølje kan derfor føre til et misforhold mellem porteføljens varighed og investeringshorisonten og dermed være forbundet med ikke uvæsentlige risici. Aktiv formuepleje i en kapitalforvaltningsaftale - hvor porteføljens risikoprofil løbende overvåges og holdes ajour - tager derimod højde for dette misforhold.
For konverterbare realkreditobligationer beregner og benytter Sydbank den effektive varighed, der tager højde for, at konverteringsretten forkorter obligationernes varighed. Kursen på en konverterbar obligation kan nemlig ikke blive meget højere end 100, og ved en kurs på over 100 udnytter låntagerne i stigende grad konverteringsretten, og indfrier deres lån. Obligationsejerne får dermed indfriet deres obligationer til kurs 100. Er kursen over 100, betyder et rentefald, at kursen på en konverterbar obligation er nogenlunde konstant eller måske endda falder. Den effektive varighed kan til tider blive nul eller negativ, hvis den konverterbare obligation er ekstremt konverteringstruet. Varigheden på en konverterbar obligation er derfor typisk lavere end varigheden på en tilsvarende inkonverterbar obligation - pga. låntagernes konverteringsret.