Fakta om eksportremburser
En remburs (på engelsk Letter of Credit, L/C eller Documentary Credit) er en betinget garanti fra købers bank. På købers vegne garanterer købers bank betaling, hvis du indleverer korrekte rembursdokumenter i tide. Remburser drejer sig kun om dokumenter, der beskriver varepartiet, ikke om selve varen. Rembursen giver derfor ikke sikkerhed for varens kvalitet eller beskaffenhed.
Hvem bestemmer, hvad der står i rembursen?
Du bør informere køber om, hvilke dokumenter og betingelser der skal med i rembursen. Det er nemlig købers bank, der på købers vegne udsteder rembursen, men det er dig som sælger, der skal opfylde betingelserne i den. Hent formularen "Instructions for issuing Doc. Credits/Letters of Credit" på www.sydbank.dk.
Hvad gør man, når man modtager en remburs?
Købers banks garanti for betaling gælder kun, hvis du kan opfylde alle rembursens betingelser. Det bør du derfor kontrollere, straks når du modtager en remburs.
Hent kontrollisten "Når sælger modtager en remburs – kontrolliste og nyttige oplysninger" på www.sydbank.dk.
Kan man få Sydbanks garanti for betalingen?
Som udgangspunkt er det købers bank, der garanterer betalingen under en remburs. Men du kan normalt også få Sydbanks garanti, dvs. få Sydbank til at bekræfte rembursen. Risikoen for, at købers bank ikke kan, vil eller må betale, overlader du derved til Sydbank.
Kan rembursen bruges som sikkerhed for indkøb hos en underleverandør?
Ja, hvis varerne leveres direkte fra din underleverandør til køber, og rembursen er transferabel, dvs. kan overdrages. På den måde kan du kæde indkøb og salg sammen – og alene modtage din fortjeneste på varerne.
Hvad med kredittider under remburser?
Du har mulighed for at aftale, at rembursen skal tage højde for den kredit, du yder din kunde, f.eks. 180 dage efter præsentation af dokumenter. Opfylder dine dokumenter alle betingelser i rembursen, vil du normalt kunne sælge fordringen til Sydbank og få betaling med det samme.