Flere fakta om konti i udlandet via Sydbank
Før du opretter konto i udlandet...
Uanset i hvilket land din virksomhed ønsker at oprette konto, så tag Sydbank med på råd. Enten har vi allerede en fast aftale med en eller flere banker i det pågældende land (f.eks. via Connector), eller vi kan undersøge mulighederne via vores mange samarbejdspartnere.
Sydbank hjælper også gerne med selve oprettelsen - men du kan naturligvis også selv gå i gang. I så fald formidler Sydbank gerne kontakten.
Før du opretter en opsamlingskonto i udlandet, skal du under alle omstændigheder overveje følgende:
- Er den udenlandske bank sikker nok at have penge stående i?
- Hvilket land er der tale om - er der risiko for politisk indgriben i f.eks. muligheden for at hjemtage virksomhedens penge?
- Håndtering - bl.a. afstemning - af en konto i udlandet kræver mere administration end modtagelse af internationale overførsler direkte til virksomhedens danske konto
- Din virksomhed skal bære omkostningerne ved at overføre penge fra opsamlingskontoen til den løbende konto i Danmark. Og typisk er indestående på den udenlandske konto lavt forrentet (i nogle lande forrentes opsamlingskonti slet ikke). Og endelig opkræver mange udenlandske banker kontoførings- og posteringsgebyr eller stiller krav om en bestemt minimumsaldo på kontoen.
- Du skal sætte tal på den forventede omsætning på den udenlandske konto - såvel antal transaktioner som det samlede beløb. Ofte bruger den udenlandske bank nemlig disse tal til at rådgive dig ud fra - f.eks. med hensyn til hvilket indenlandsk betalingssystem, der vil passe bedst til din virksomhed.
- Selve oprettelsen af kontoen er ofte en større proces end herhjemme - alt afhængigt af landet, du ønsker kontoen oprettet i.
Altså forhold, der skal holdes op mod fordelene ved at have kontoen.